Nyhedsbrev 2019.04

Fra den 3. til den 13. april var BGN’s bestyrelse igen i Nepal. Denne gang var formålet dels at deltage i en række møder i Katmandu, dels at være med til indvielse af Teknisk Skole i Belhi, (som fremover hedder Belhi Technical Institute (BTI))

På rejsen måtte vi desværre undvære Dan der var forhindret i at deltage – og vi var beriget med Astrid Dahl, der fremover er BGNs konsulent i udviklingen af BTI.

Onsdag den 3. april

Efter ankomsten ved 11tiden – og en kort lur, besøgte vi Stapits[1] snedkeri, hvor Astrid fik lejlighed til at hilse på ham, vi blev vist rundt i værkstedet og så nogle af de møbler han har produceret. Aktuelt er uddannelse ramt af, at Ganesh Thakur, har været involveret i et trafikuheld og er midlertidigt uarbejdsdygtig. Amit vil finde en snedker, der kan vikariere for Ganesh indtil videre.

Torsdag den 4. april

Astrid og Kirsten besøger PURNAA OUTLET i Katmandu. Det er en virksomhed der primært ansætter marginaliserede personer – overvejende kvinder. Det var interessant at udveksle erfaringer og se de faciliteter virksomheden råder over.

Fabrikken har 4 etager:1.     Administration, showroom                   2.     Systue med ca.10 moderne elektriske symaskiner og en plads til håndsyning af dukker samt et stort tilskæringsbord.3.     Udviklingsafdeling, materialeopbevaring 4.     undervisningslokale og åben terrasse med borde og bænke til frokostpause 

Virksomheden oplærer deres personale til at stå for hele produktionen. De bruger meget tid på at oplære de nye elever i helt elementære færdigheder som f.eks. materialehåndtering, rengøring, orden og anvendelse af symaskiner. De vil gerne indgå et samarbejde med BTI, hvor vi tager os af den grundlæggende oplæring af kvinder i Belhi og Purnaa derefter tilbyder kvinderne en ansætte i virksomheden i Katmandu.

Næste besøg aflægges hos virksomheden ”GROW NEPAL” der har en produktion af Soap-Nuts. Vores interesse er, at undersøge om det er muligt at dyrke Soap Nuts i Belhi med henblik på en produktion til eksport til Danmark. Virksomheden eksporterer i forvejen til Danmark, men vores vurdering er, at der vil være stor opmærksomhed på økologiske sæbenødder der kan anvendes

både som shampoo, badesæbe og til tøjvask. For at afprøve produktet købte vi nogle med hjem til basaren. Det viser sig, at Amit kender planten (Sapindus Mukorossi) og mener den er velegnet til klimaet i Belhi, så han er positivt indstillet på at prøve at dyrke sæbenødder.

Flemming, Vagn og Amits møde ang. UNDP[2] projektet viste sig at have en central betydning for BGNs projekter ligesom deres møde på NIC’s[3] nye laboratorie også var relevant for BGN.

Vores kontrakt er med UNDP, der har ansvaret for projektets gennemførelse. Alle kontraktlige forhold er underlagt UNDP’s overordnede principper. UNDP har udpeget AEPC[4] som ”Implementing Partner” og RERL[5] er udset til at stå for hoveddelen af arbejdet i felten. Direktøren for AEPC, dr. Narayan Prasad Adhikari, indledte med at rose projektet, helt på linje med de tanker vi gør os bl.a. med understregning af hensigten om replicerbarhed af projektets resultater.

Titlen på projektet blev ændret til BIRD[6]-DWIP, hvor DWIP refererer til vand og afspejler at vi gennem UNDP-projektet primært får realiseret den del af BIRD, der specielt har med vand at gøre. Desuden realiseres visse dele af BAS[7]-projektet.

Formelt er projektet et 15-måneders projekt, men vil søges færdiggjort efter 12 måneder med udgangen af december i år.

En række forhold vedrørende det videre arbejde blev livligt debatteret især af de nepalesiske deltagere. Det vedrørte specielt rapportering til BGN, ejerforhold i forbindelse med den jord, hvor kunstvandingskanaler og drikkevandsrør løber samt etablering af SPV med vedtægter etc. samt endelig, som det vigtigste punkt for os, muligheden for at SEIT kan få udbytte fremover af projektet, kanaliseret gennem SPV[8]. Vanskeligheden her er, at SEIT som en NGO ikke kan få udbytte. Desuden vil SEIT ikke være aktionær i SPV. Man anerkendte rundt om bordet ønsket om en form for udbytte til SEIT. Vi blev forsikret om, at man på en eller anden måde vil finde en løsning på problemet under hensyntagen til nepalesisk lovgivning. Det viser sig, at vi faktisk bliver den første sådanne enhed og at der er stor interesse for konstruktionen.

Vores indflydelse bygger fremover alene på vores samarbejde med SEIT og på, at vi forventer at deltage i vigtige møder om strategi, evaluering, fortsættelse og udvidelse af arbejdet i nye projekter mv.  Projektet er i den grad et nepalesisk projekt. Endelig indgik vi en mundtlig aftale om BGNs ret til at publicere vores samarbejde.

Efterfølgende mødes Vagn med Rajan Singh – SEITs revisorer i Katmandu. Målet er at drøfte en række temaer vedrørende budget 2019, organisation og samarbejde mellem SEIT og BGN, inden de skal præsenteres for SEITs bestyrelse og ansatte i Belhi. Drøftelserne viser at der er overensstemmelse mellem BGN’s og revisorens opfattelse, og at det skal være administrativt muligt at følge den løbende udvikling mellem budget og regnskab igennem kvartalsregnskaber og skriftlige rapporter, som ønsket af både SEIT og BGN.

Den forretningsorden og personalepolitik for SEIT, som blev drøftet ved konferencen i Belhi i oktober 2018, er færdig og klar til at blive fremsendt til drøftelse og godkendelse i BGN.

Revisorassistent Rajan Singh, rejser til Belhi for at deltage i indvielsen af BTI og de to møder med SEIT’s bestyrelse og medarbejdere. På den måde bliver der formidlet koordinerede og konkrete informationer til alle der deltager i møderne.

Rajan Singh, havde tillige udarbejdet en grundig præsentation af administrative forhold i SEIT, som blev gennemgået, og vi var enige om at den skulle bruges ved møderne i Belhi.

Fredag den 5. april

Astrid og Kirsten besøger ZONTA NEPAL. Zonta er et internationalt netværk af professionelle og ressourcestærke (overvejende) kvinder med selvstændig beslutningskompetence i erhvervslivet. Zonta kan være en interessant samarbejdsmulighed for BGN og SEIT, da de bl.a. har fokus på at ”forbedre og styrke kvinders stilling uddannelses- og sundhedsmæssigt, økonomisk, politisk og juridisk” og at ”forhindre vold mod kvinder og handel med kvinder til sex- og slavearbejde”. Det var et meget positivt møde, hvor Zonta viste stor interesse for vores arbejde, og vi fik en del gode råd, som vi vil arbejde videre med.

Anbefalinger fra Zonta:

  1. SEIT skal lave en optælling der giver et validt overblik over:
  • Det samlede befolkningstal i landsbyerne i BTIs distrikt
  • Piger/kvinder i alderen 15-30 der er i målgruppen for BTIs uddannelser
  • Kvinder i alderen 30-55, der er i målgruppen for at få kurser, der kan give dem bedre livsbetingelser.
  • Dalitter der er i målgruppen for en uddannelse ved BTI
  1. Hvis voksne kvinder skal uddannes, er det vigtigt de kan se, at uddannelse leder til bedre livsvilkår.
  • Hvis kvinder f.eks. skal lære at bruge strikkemaskiner, skal det være fordi de kan sælge deres produkter.
  • Der skal være en organisation, der varetager markedsføringen og salg af produkterne på eksportmarkeder
  • Der skal være en ekstern designer, der sikrer en designstandard, der kan afsættes på eksportmarkeder f.eks. i Europa
  1. De uddannelser der ifølge CTEVTs rapport giver størst mulighed for beskæftigelse efter endt uddannelse er IT uddannelser og uddannelser inden for turisme. Det er de samme uddannelser Mridula fra Zonta anbefaler at vi fokuserer på.

Især uddannelser inden for turisme giver gode muligheder for kursus-og uddannelsestilbud der efterfølgende fører til beskæftigelse indenfor f.eks. 

  • Markedsføring
  • Hotel og restaurations-fag (kok, tjener, servicefag)
  • Guide i lokalområdet
  1. For at få piger og kvinder til at deltage i uddannelse, er det vigtigt de kender deres lovmæssige rettigheder. Zonta har lavet et lille hæfte, der gennemgår lovgivningen vedrørende kvinders rettigheder i Nepal. De anbefaler, at SEIT inviterer alle kvinderne til et møde, hvor en kvindelig jurist gennemgår loven. Vi fik 40 hæfter på nepali, og to på engelsk, og der kan rekvireres flere, hvis der bliver behov for det. Når vi kommer tilbage til oktober, kan Zonta Katmandu måske skaffe en oplægsholder, der vil tage med os til Belhi.

I en efterfølgende snak med Amit, talte vi om, at han skal finde en kvindelig advokat der kan uddanne de facillitatorer der skal formidle stoffet i Lok Pathsala.

Lørdag d. 6. april

Pga. vedvarende regnvejr, blev det til  ”En stille dag på kontoret”, hvor der blev skrevet rapporter og referater.

Vagn og Flemming havde dagen efter et møde med ildsjælen bag Lekali Coffee, Nima Sherpa (”Tenzing”). Her mødte vi også Tenzings bror, der arbejdede med udvikling af turisme. Amit og han så store muligheder for et samarbejde, der kunne kombinere besøg med udsigt til Himalaya, som på kaffefarmen, med besøg i Belhi og i Janakpur, hvor Janaki Temple er et kendt valfartssted.

Søndag den 7. april.

Lang tur i bil til Belhi. På vejen besøgte vi Sindhuli Tecnical Institute.

Mandag den 8. april

Stor åbningsfest, med indvielse af teknisk skole i Belhi. Der blev klippet snore over og råbt hurra. 300 mennesker blev bespist og hele pladsen foran forsamlingshuset var overdækket med farvestrålende tekstiler. En professionel dansetrup stod for underholdningen.

Efterfølgende deltog A&K i et lok pathsala møde, hvor vi fik mulighed for at tale med kvinderne om deres ideer til indholdet i BTI. Det var tydeligt, at der er behov for at vi både tænker på en form for AMU-kurser for de voksne kvinder der ikke er ”studieegnede” – og egentlige uddannelser til de unge piger der er i stand til at tage en uddannelse. Kvinderne laver kurve og reb – de syr, strikker og laver sengetæpper og ”indgangspynt” til deres huse, men de efterspørger viden om marketing. De var meget optaget af vores idé om, at lave en turistuddannelse. De ser deres piger i en uddannelse der kan føre til jobs, og de ser muligheder for hele regionen i sådan en uddannelse. Til sidst gav de udtryk for, at kvaliteten af de hygiejnebind de havde syet i januar er for dårlige. De vil gerne lave nogle i en bedre kvalitet.

Orienteringsmøde for SEITs personale og repræsentanter fra BGN

I forbindelse med bestyrelsernes planer om at uddelegere arbejdsopgaver fra C. 0 Administrationen til de forskellige komponenter, orienterede Rajan Singh og Vagn om komponent ledernes nye rettigheder og ansvar ved indførelse af budgetstyring i komponenterne.

Det handler om, at den enkelte komponentleder fra 2019 selv kan gennemføre de planlagte aktiviteter i samarbejde med bestyrelses-repræsentanten og den tilsvarende komponentleder i BGN, hvorved vi fremmer medindflydelse, gennemsigtighed og ansvarlighed i arbejdet. Komponentlederen vil få et acontobeløb til afholdelse af budgetterede udgifter og dermed blive i stand til at agere selvstændigt i henhold til de retningslinjer, der er beskrevet i SEIT’s forretningsorden.

Denne proces vil også medføre at komponentlederne får overblik over økonomien inden for sin egen komponent og kan deltage i SEITs interne økonomidrøftelser og samtidig, på en kvalificeret måde, deltage i budgetplanlægningen.

Det blev aftalt, at der i fremtiden skal afholdes et medarbejdermøde hver 14. dag, så alle medarbejdere er opdateret om, hvad der pågår af aktiviteter i de forskellige komponenter. Medarbejderne var positive over for disse tiltag, men det betyder ikke at BGN skal forvente, at det kommer til at fungere lige med det samme, det skal indarbejdes over tid. Det er vigtigt at administrationen er fleksibel og aktivt deltagende i denne implementeringsproces, som vil medvirke til en kapacitetsopbygning af både medarbejdere og SEITs organisation.

Tirsdag den 9. april:

Møde med Ram Krishna Mandal, Avisec Shah, Astic Yadav og en ny person i skolegruppen Arjun Singha. Fra Lok Pathsala deltog Kamal Pankaj, Laxmi Kumar Yadav og Rinku Mandal. Dagsordenen var en gensidig orientering om, hvad der er sket siden sidst og om vores visioner for fremtiden.

A&K orienterede om BGNs visioner for C5, 6, og7.

Skolegruppen foreslår, at vi opretter flere dalit-skoler, da der er meget stor efterspørgsel efter pladserne. Alene i Belhi er der omkring 350 børn der gerne vil have mulighed for at få ekstra undervisning, men skolen kan kun optage 35 elever. Der er et intenst pres fra dalit-forældrene for at få flere børn med i ordningen, men det kan ikke lade sig gøre i øjeblikket. De blev opfordret til at undersøge om de kan få hjælp igennem organisationen Street Child Nepal[9].

Ram Krishna og Aastic er temmelig desillusionerede efter at de har besøgt alle distriktets skoler. Deres indtryk er, at udviklingen går alt for langsomt, og at det er svært at forstyrre skolernes rutiner og traditioner. De foreslår, at vi i stedet for at tilbyde efteruddannelse til lærere og ledere, skal etablere en mønsterskole, hvor teori og praksis hænger sammen. Det skal være en skole, der i praksis viser hvordan læreprocesser kan faciliteres uden at skolen får andre vilkår end de øvrige skoler. Min første reaktion var, at vi skal fortsætte efteruddannelsen af lærere og skoleledere.

Kirsten blev inviteret til at undervise i dalit-klassen om aftenen. Børnene lavede nogle kommunikationsøvelser og legede BOM-leg på 3-tabellen. Det var både sjovt og hyggeligt.

Møde med SEIT og repræsentanter for BGN’s bestyrelser,

Der var 5 af 7 SEITs bestyrelsesmedlemmer tilstede samt administrator Manoj Kumar Mandal, Rajan Singh, Flemming Topsøe og Vagn Frikke-Schmidt.

SEITs bestyrelse opfordres til at udpege bestyrelsesmedlemmer der skal være komponentansvarlig for komponent 1 – 8. Målet er dels at opbygge et tæt samarbejde mellem komponenterne og bestyrelsen, dels at både BGN og SEITs bestyrelsesmedlemmer ved hvem der er samarbejdspartnere i de forskellige komponenter. SEIT arbejder videre med dette.

Revisor Rajan Singh orienterede om de to udarbejdede Bylaws for Financial og Human Resources, som opfylder den Nepalesiske lovgivning, og som træder i kraft efter at BGNs bestyrelse har kommenteret og godkendt dem.

Bestyrelserne er enige om at arbejde efter budgetstyring og ser frem til at modtage det reviderede regnskab for 2018 i begyndelsen af maj måned 2019, hvori man kan sammenligne budget 2018 med regnskabstallene for 2018.

Der udarbejdes et 3årigt budget for perioden 2020 – 2022 hvilket vil medføre en del drøftelser og tæt samarbejde mellem både kontaktpersoner og komponentledere i begge NGO’er.

BGN gav tilsagn til at oprette en katastrofefond der skal anvendes når offentlige myndigheder erklærer et område i katastrofetilstand. Der har netop været en kraftig storm med en del dødsulykker og mange sårede i nærheden af Janakpur, hvor SEIT er blevet anmodet om at deltage i hjælpearbejdet.

Onsdag den 10. april:

Besøg i Lok Pathsala i Tola. En utrolig dejlig by med en stor lund, hvor kvinderne var samlet på den orange presenning. Temaet i dag var udveksling af erfaringer med landbrug/køkkenhaver. Efter mødet viste kvinderne os en ny bygning som de er i færd med at opføre til deres møder. De var både glade og meget stolte, for nu får de bevist, at de er lige så dygtige som mændene!

Headmasters Clinic blev gennemført på loftet i ”The Office”, fordi dalit-skolen brugte forsamlingshuset. Det var hyggeligt at møde de gamle skoleledere igen – især de der har været med helt fra de første kurser på Harsar. Efter kommunalreformen er der kommet mange flere skoler med i efteruddannelsesprojektet, og det ser ud til, at de nye skoleledere kommer med nogle ganske andre forventninger til BGN end de ”gamle”. Hvor de gamle siger ” I am not here to earn but to learn”, forventer de nye, at vi kommer for at løse deres problemer. Det blev et tungt møde fordi deres professionelle visioner ikke er ret høje. På et efterfølgende møde med skolegruppen foreslog jeg, at de alligevel prøver at komme med en beskrivelse af en mønsterskole. Det er måske en konstruktiv model på linje med det mønsterlandbrug der er under udvikling? Ideen må være, at skolen ikke får tilført flere ressourcer end den almindelige kommunale skole, men pædagogikken skal være væsentlig anderledes.

Torsdag den 11. april:

Møde med viceborgmester Mrs Renu Jha.

Efter en kort introduktion om BGN/SEITs aktiviteter, hvor Mrs Renu Jha gav udtryk for, at hun gerne vil samarbejde med os, fortsatte mødet med følgende punkter:

  1. Mønsterskole: Mrs Renu Jha bifaldt ideen, og hun er indstillet på at støtte oprettelsen af en skole med en pædagogisk praksis der især tilgodeser de socialt udfordrede børn.
  2. Lok Pathsala: Mrs Renu Jha peger på vigtigheden af at give kvinderne i Lok Pathsala en kort uddannelse med henblik på at fremstille noget der kan sælges og dermed løfte kvindernes levevilkår. Hun tilbyder at medfinansiere projektet med 500.000 Nrs
  3. Efteruddannelse af lærerne og skolelederne: Pt finansierer SEIT efteruddannelse, men der er et stort behov for at udvide efteruddannelsen. Mrs. Renu Jha er enig i denne udfordring og gav tilsagn om, at kommunen vil betale 50% af omkostningerne ved lærernes efteruddannelse. SEIT og kommunen skal koordinere udbuddet.
  4. Udvikling af BTI: BGN/SEIT ønsker at udbyde uddannelser, der leder til ansættelse eller selvstændig virksomhed. Visionen er at udbyde mindst en ny uddannelse eller kursus hvert år i de næste tre år. Vi søger finansiering til ansættelse af en konsulent, der kan forestå udviklingen af skolen. Stillingen vil blive annonceret i lokale aviser. Viceborgmesteren nævnte flere egnede kvindelige kandidater til stillingen.

Den fremtidige finansiering af BTI blev også drøftet. Amit nævnte, at i første omgang kan SEIT finansiere BTI, men at målet er, at det blive en kommunal teknisk skole, og på længere sigt en regional teknisk skole med offentlig finansiering. Mrs. Renu Jha var meget glad for dette perspektiv.

Møde med CTEVT v. Mr. Paudel

Der var en kort præsentationsrunde, hvor Mr. Paudel fortalte, at ansvaret for al erhvervsrettet undervisning er blevet uddelegeret til provinserne, og at CTEVT kontoret er blevet etableret for en måned siden. Hverken personalet, kontorfaciliteterne eller kompetencerne til at varetage arbejdet er endnu tilstede i provinsen, men Mr. Paudel er blevet udpeget til at varetage ansvaret for de tekniske uddannelser. Han gav tilsagn om, at han vil bistå os i vores arbejde med at udvikle BTI.
Efter en længere diskussion på nepalesisk om SEIT og BTI fortalte Mr. Paudel, at BTI i løbet af de næste 24 dage kan søge om at blive godkendt som Technical Training Center, med ret til at udbyde Short Term Courses (STM). Kurserne har forskellig længde, men det typiske er 2-3 måneder. Kursisterne skal ikke betale deltagerbetaling, tværtimod får de et lille deltagerlegat. Skolen kan også få finansiel støtte til ansættelse af undervisere.

CTEVT vil foretage auditering af BTI som træningscenter, dvs. CTEVT vil føre tilsyn med at BTI har et kvalitetssikringssystem, der løbende bruges til at forbedre kvaliteten i selve uddannelserne. 


På længere sigt er det intet til hinder for, at BTI kan udvikle sig til at udbyde treårige Long Term Courses, de egentlige erhvervsuddannelser, og at skolen kan blive godkendt som regional teknisk skole. De fleste tekniske skoler i regionen er først startet som træningscentre.

Mr. Paudel anerkendte BTIs arbejde med at udvikle og tilbyde en tømreruddannelse. Men en

toårig tømreruddannelse passer ikke ind i uddannelsesstrukturen i Nepal, så Mr. Paudel anbefalede, at vi forlænger uddannelsen til tre år. 

Derefter besøg hos Ruby og Amit og hurtig afgang til lufthavnen.

[1] Stapit er leder af snedkeruddannelsen i BTI. Han har indvilget i at bruge en uge om måneden på BTI. Resten af tiden er det Garmesh Thakur, en lokal snedker, der varetager undervisningen, iht. den undervisningsplan der er udarbejdet af Rajmann Stapit.

[2] UNDP, United Nations Development Project, her specielt afdelingen i Nepal;

[3] NIC: National Innovation Center, Nepal

[4] AEPC, Alternative Energy Promotion Center, en enhed under ”Ministry of Energy, Water Resources and Irrigation”, støttet af UNDP;

[5] RERL: Renewable Energy for Rural Livelihood, afdeling under AEPC

[6] BIRD: Belhi Integrated Rural Development, vores overordnede koncept for udviklingen af Belhi og omegn, der består af en række komponenter (landbrug, vand, byggeri, sundhed, teknisk skole, primær uddannelse, aktivering af kvinder samt enkelte andre);

[7] BAS:

[8] SPV: Social Project Vehicle, en ”modality” der skal bruges i situationer, hvor eksterne, offentlige og private interesser og bidrag indgår. En SPV er en formelt registreret virksomhed med vedtægter og bestyrelse. Med betegnelsen sigtes i det følgende til den specielle SPV, der som et vigtigt led i projektet skal dannes 

[9] Street Child Nepal: En organisation der støtter ”de usynlige børn”

Proudly