Kvindelige elever, der følger en loch patchala, egentlig en oversættelse til nepalesisk af folkehøjskole. Her fortæller de hinanden deres individuelle historier to generationer tilbage og én generation frem. De, der kan, skriver fortællingen ned i en bog – gerne med billeder. De, der ikke kan, får hjælp af dem, der kan. Deres nedskrevne livshistorie giver dem en identitet og en bevidsthed om livs forandring over tid.

Lokh Patchala imødekommer et stort behov hos kvinderne for at mødes og snakke. Kvinder må efter gængse hindu-regler ikke færdes uden for hjemmet de første 15 år af ægteskabet. Derfor kan de ikke drøfte problemer med hus og hjem og børn med nogen og lever derfor meget isoleret. Efter lokh patchala sker der noget nyt, og de tager initiativ til forbedringer i fællesskab.