Af Kirsten Rasmussen 31/10-2023
Kontekst:
Historisk kan Danusha distriktet beskrives som et område med mange problemer. Landbruget har ikke været effektivt, der er stærke religiøse traditioner og kulturelle normer der fastholder status quo. Mange mennesker i området kan ikke læse og skrive, hvilket medfører et lavt uddannelsesniveau og høj arbejdsløshed. En stor del af befolkningen tilhører dalit-kasten, som er den laveste kaste der også har de dårligste vilkår, især når det kommer til kønsroller.
Kvinderne i de små og isolerede landsbysamfund, har svært ved at ændre deres levevilkår – de er yderst sårbare både socialt og sikkerhedsmæssigt. Kvinder og Dalitter er de første, der kommer til at lide af sult, fattigdom og vold, når der opstår kriser i området.
Lok Pathsala (LP) blev etableret med henblik på støtte kvindernes mulighed for at hjælpe hinanden. LP er en platform der er er inspireret af den danske højskolebevægelse, som bygger på oplysning, dannelse og personlige udvikling. LP skal ses som en uformel åben skole for læring og diskussion der lægger vægt på at deltagerne lærer af hinanden og bygger på lokale menneskelige ressourcer.
Formålet med LP har således været at skabe et forum, hvor landsbyens kvinder på tværs af alder, kaste og religion kan drøfte de udfordringer livet i landsbyen byder på, men det er også et forum hvor de har oplevet styrken i at være en del af et fællesskab.
Oplysning, dannelse og personlig udvikling:
LP-Grupperne mødes hver fjortende dag med deres facilitator. Kvinderne samles under åben himmel og møderne er inddelt i følgende tre punkter:
- Introduktion: Facilitatoren fører fremmødeprotokol og præsenterer dagens program.
- Information: Formelle oplysninger fra myndighederne eller værdibaserede og temaer der relaterer sig til den lokale kultur. Det kan orientering om lovgivning om kønsbaseret vold, analfabetisme osv
- Debat: Temaer som kvinderne selv definerer. Det kan være udveksling af erfaringer med dyrkningsmetoder.
Igennem LP-møderne har kvinderne opbygget et socialt fællesskab og de har fået tillid til, at de repræsenterer en værdi både individuelt og sammen. I 2022 var der 12 velfungerende LP-grupper med i alt 360 kvinder – hvoraf 69% af dem er Dalitter.
Under udviklingen af mejeriet, har LP-kvinderne indtaget en central rolle med hensyn til at sikre driften af et moderne og effektivt mejeri. Kvinderne har fået tilbudt et uddannelsesforløb, så LP-møderne nu er suppleret med målrettet undervisning i kvægdrift, fodersammensætning, mælkeproduktion og hygiejne.
Uddannelsen har været en stor succes og kvinderne arbejder nu målrettet på, at levere mælk af god kvalitet til mejeriet og på at oprette små kooperativer der kan sikre dem en højere levestandard.
Mejeriet blev formelt indviet d. 8. juli 2023 med deltagelse af ca. 150 Lokh Pathsala kvinder (Læs også afsnittet ”Landbrug og Mejeri”).