BGN Generalforsamling 2021

Indkaldelse til BGN’s årlige generalforsamling
Torsdag den 27. maj, kl. 13.00

Generalforsamlingen afholdes hos formanden, Flemming Topsøe, Frydenlunds Allé 9, 2950 Vedbæk.
(GPS’en viser tit galt; kør hellere efter Frydenlundsvej 39 og drej dér mod nord ad Frydenlunds Allé).
Mødet holdes som et fysisk møde (evt. med satellitdeltagelse i haven, hvis corona-restriktionerne kræver det).

Dagsordenen er som følger:

  1. Valg af dirigent og referent;
  2. Formandens beretning fremlægges til godkendelse;
  3. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse;
  4. Budgettet for 2021 samt arbejdsplaner for 2021 præsenteres til orientering;
  5. Fastsættelse af medlemskontingent for 2021;
  6. Medlemskab af BGN;
  7. Indkomne forslag;
  8. Valg til bestyrelsen;
  9. Valg af revisor;
  10. Eventuelt.

Ad 2: Beretningen er vedhæftet denne mail; til beretningen hører et bilag vedrørende start af produktion i Belhi på licens af et dansk udviklet hygiejnebind. Bilaget vil foreligge på generalforsamlingen.

Ad 3: Det reviderede regnskab fremlægges på generalforsamlingen.

Ad 4: Budgettet for 2021 fremlægges på generalforsamlingen.

Ad 5: Bestyrelsen foreslår 100kr i kontingent for 2021, at indbetale til BGN’s konto, 0520 0000648938.

Ad 6: BGN ønsker at styrke sin medlemskreds. Alle støttemedlemmer, der hidtil hverken har haft tale- eller stemmeret på generalforsamlinger, tilbydes ordinært medlemskab af foreningen mod betaling af kontingent. En forøgelse af medlemskredsen vil øge mulighederne for at opnå ekstern støtte til de mange planlagte bygge- og udviklingsprojekter.

Ad 7: Forslag til behandling på generalforsamlingen skal fremsendes til formanden inden 20.maj på mail til flemming@topsoefamily.dk.

Ad 8: Bestyrelsen består af Flemming Topsøe (formand), Kirsten Juulstrup Rasmussen (næstformand), Vagn Frikke-Schmidt (kasserer), Dan Charly Christensen, Astrid Dahl og Søren Koch. I år er det kun Kirsten Juulstrup Rasmussen, Vagn Frikke-Schmidt og Søren Koch, der er på valg. Bestyrelsen foreslår genvalg.

Generalforsamlingen ventes afsluttet kl. 14.00

Efter generalforsamlingen:

Samtidig med indkaldelsen til den årlige generalforsamling, inviteres alle modtagere af denne mail til efterfølgende Diskussion og Samvær med følgende dagsorden:

14.15-14.45: Opfølgende spørgsmål og svar i relation til generalforsamlingen;
14.45-15.45: Orientering fra bestyrelsen om aktuelle projekter med efterfølgende diskussion;
16.00-17.00: Præsentation med fotos fra udvalgte komponenter.

På bestyrelsens vegne,
med venlig hilsen

Kirsten Juulstrup Rasmussen

BelhiGruppen Nepal,
Årsrapport 2020.
Ved Flemming Topsøe, formand.
5/5-2021

Aktiviteterne i 2020 blev kraftigt påvirket af coronatruslen, der i flere perioder førte til nedlukning i Nepal samt umuliggjorde rejser fra Danmark til Nepal bortset fra et lille vindue i begyndelsen af året. Det var vi heldige at kunne udnytte, idet stort set hele bestyrelsen afrejste mod Nepal 27 januar, første dag, hvor der i Danmark blev registreret Covid 19-syge. Turen måtte dermed afkortes og flere rejse hjem før planlagt.

Årets aktiviteter blev i stor udstrækning baseret på det omfattende planlægningsarbejde inden for alle komponenter der var foregået i de forudgående år samt udstrakt kommunikation med vores venner i SEIT.
Af synlige aktiviteter kan nævnes arbejdet på sundhedsklinikken og på det tekniske institut, herunder igangsættelse af en beskeden møbelproduktion, samt fortsættelse af undervisningen af dalitbørn, der til dels foregik i forsamlingshuset. Mest synlig i landskabet var at kostalden blev bygget færdig og taget i brug med indkøb af syv stykker malkekvæg og desuden at der blev bygget et biogasanlæg samt at det UNDP støttede projekt med sikring af rent drikkevand samt kunstvanding endelig påbegyndtes med diverse jordarbejder.

At Coronakrisen spændte ben for en del, resulterende i forsinkelser og fordyrelser af materialer. Det ærgrede os også, at den producerede mælk ikke som planlagt kunne sælges på grund af indførte restriktioner. I stedet blev mælken uddelt gratis eller i visse tilfælde destrueret.

Mod slutningen af året dannedes et nyt selskab, Safepad Nepal, pvt. Ltd. Selskabet kontrolleres af SEIT i samarbejde med BGN og har indgået en licensaftale med det danske firma Real Relief i Kolding, der giver eneret til at forhandle dette firmas nyudviklede hygiejnebind, SafePad, i Nepal (på generalforsamlingen fremlægges udsendt pressemeddelelse herom). Produktionen foregår foreløbig i SEIT’s gamle kontorbygning.

Af mindre synlige tiltag skal nævnes den vigtige kapacitetsopbygning på det administrative område samt vedtagelse af vigtige retningslinjer for gennemførelse af det omfattende byggeprogram der er planlagt, specielt inden for landbrugs- og undervisningsområdet.

Det har været en svær proces at få aktiviteterne under UNDP-projektet i gang og projektet har været udsat for flere forsinkende og også fordyrende komplikationer, der delvist, men ikke fuldt ud, har kunnet forklares med de svære vilkår under coronakrisen. Det ville have hjulpet, hvis vi kunne være rejst til Nepal og mere aktivt følge med i processen, dels sætte os ind i særlige nepalesiske regler omkring byggerier, herunder regler omkring udbud, dels selv levere råd omkring effektiv styring af byggerier.

I lyset af coronakrisen, stiler vi nu efter at SEIT opnår bæredygtighed ét år senere, i 2025, end vi tidligere stilede efter. Et stort arbejde med budgetterings- og investeringsplanlægning er udført. Det afsluttes i 2021, men skal selvfølgelig løbende revurderes og justeres.
Endelig skal nævnes, at BGN har støttet ret omfattende katastrofehjælpsarbejde udført af SEIT, både i nærområdet og i enkelte nabodistrikter. Under dette arbejde uddelte frivillige fra SEIT store mængder af værnemidler samt fødevarer.
Regnskabet for årets aktivitet fremlægges under den årlige generalforsamling, hvor BGN’s kasserer vil kommentere nærmere.

Som samlende konklusion, når vi ser tilbage på det mærkelige år 2020 skal følgende anføres:
På trods af de vanskelige vilkår i beretningsåret, blev 2020 det år, hvor vi for alvor kunne begynde at se bæredygtig indtægtsdækket virksomhed udfolde sig.

Vores arbejde er støttet af en række organisationer og enkeltpersoner som vi retter en stor tak til: GTS (Genbrug til Syd) der udsendte Anders Madsen 4-6 marts til Belhi som afslutning på en tidligere bevilling; MuG (Mejerister uden Grænser), specielt Isabel Frandsen, Karl Simonsen, Jörg Kerchlango, Jørgen Friis Pedersen og Jørgen Henriksen for omfattende arbejde med planlægning og udformning af et kombineret mejeri/slagteri i Belhi og for arbejde med en ansøgning til CISU; ingeniørfirmaet Rambøll, specielt Jes Michaelsen for detaljerede ingeniørmæssige beregninger omkring vandboringen i Belhi; firma Awell, specielt direktør Jesper Furdal for rådgivning og klargøring til afsendelse af en dykpumpe; arkitekt Jørgen Rahbek Thomsen for design af flere planlagte bygninger i Belhi; Peter Bjerrum og Emil Heyde for forberedende tekniske beregninger og skitseprojekt af ny bygning til den tekniske skole i Belhi; IGF (Indien Gruppen Fyn) samt JGVK (Joygopalpur Gram Vikash Kendra, Sundarbans, Indien) repræsenteret ved Ganesh Sengupta for besøg i Belhi 4-6 marts og samarbejdsdiskussioner; læge Ferenc Kovacs for at påtage sig arbejdet som projektleder for BGN på sundhedsområdet; Ejde Borring Møller og Troels Rydahl for arbejde med hjemmesiden; Børge Holst Andersen for revision samt for fremskaffelse af ti computere til fordeling i Belhi via en gruppe interesserede ældre IT-kyndige; Suzan Sah for oversættelser samt beregninger for drikkevandsprojektet.