Drikkevand og overrislingsvand

Af Søren Kock og Flemming Topsøe 31/10-2023

I Belhi er der lige nu ca. 250 husstande der har rent drikkevand. Og der er vand til at overrisle markerne!
Der står i dag et velfungerende anlæg til drikke-og overrislingsvand i Belhi, Dhanusha. Det udgør den infrastruktur som vi arbejder på at udnytte til at skabe bæredygtighed for området. Det har været et langt sejt træk.

Historien går tilbage til tiden, før vi kom til. En japansk udviklingsorganisation havde været forbi og i 2002 lavet en dybdeboring på imponerende 170 m. Der blev etableret en organisation til at tage sig af service og vedligehold mod indbetalinger fra brugerne. Japanerne forlod projektet, vandet strømmede og alle var glade.

Men en dag blev fristelsen for stor og den, der stod for service- og vedligehold løb med pengekassen. Ingen har set ham siden. I en sådan situation følger nepaleserne deres fatalistiske indstilling og gør – ingenting! Også her. Pumpen satte sig fast og borerøret sandede til. Efter jordskælvet i 2015 dannede der sig den opfattelse at jordlagene havde forskubbet sig og de vandførende lag blokeret.

Med udgangspunkt i en ”fact finding mission” i 2016, hvor Amit Shah (formand for SEIT) førte BGN’s konsulent og formand rundt fra den ene institution til den anden i Kathmandu der havde noget med vand at gøre, lykkedes det at skabe kontakt til UNDP, Nepal, samt til UNDPs samarbejdspartner, Alternative Energy Promotion Centre (AEPC) med dets afdeling Renewable Energy for Rural Livelihood (RERL).

Det førte til projektet Belhi Integrated Rural Development – Drinking Water and Irrigation Project, BIRD-DWIP, med  UNDP, SEIT og BGN som primære aktører. Projektaktiviteterne, der startede i begyndelsen af 2019, har varet godt fire år.

AEPC bad i 2020 BGN finde en ekspert på hydrologiområdet, da man ikke kunne komme videre baseret på nepalesisk know-how. Ved at udnytte vores netværk, her danske Seniorer uden Grænser (SuG), fandt vi frem til bygningsingeniør Søren Koch med speciale i hydrogeologi. Sammen med en ingeniør fra Rambøll, fandt Søren frem til at de vandførende lag umuligt kunne være smadret så meget som AEPC frygtede, hvorfor der næppe var behov for en helt ny kostbar dybdeboring, som AEPC foreslog.

Søren tog til Belhi, fik en lokal smed fra Janakpur til at løsne pumpen, fik borerøret renset, en ny pumpe installeret og ventede spændt. Stor var glæden, da opsamlingskarret igen blev fyldt og flød over med vand, der pladrede ud på markerne. Søren blev omfavnet, var dagens helt. Nu kunne man med egne øjne se, at der var vand.

Projektet startede med indhentelse af tilbud på et komplet vandforsynings system for Belhi inkl. overrisling i drivhuse og på marker, baseret på en konstatering af, at den gamle boring kunne levere vand i rigelige mængder og i fortræffelig vandkvalitet.

Efter valg af billigste tilbud gik arbejdet i gang ultimo 2020, idet BGN sikrede finansiering af 2/3 af de samlede udgifter. Arbejdet blev stoppet primo 2021 fordi entreprenøren leverede materialer, der ikke levede op til specifikationerne. For at færdiggøre arbejdet overtog SEIT ansvaret herfor og færdiggjorde arbejdet ultimo 2021, selvom arbejdet blev yderligere forsinket af Corona epidemien, der forhindrede tilvejebringelse af den nødvendige arbejdskraft.

Vandforsynings systemet blev taget i brug primo 2022 og består af flg.:

1/ Den Japanske 170 m dybe boring med en ny Grundfos dykpumpe,  
2/ et 25 m højt vandtårn der rummer 75.000 l vand,
3/ vandbehandlingsanlæg,
4/ solfangeranlæg til el-forsyning af dykpumpe og øvrige pumper,
5/ ca. 4½ km forsyningsledninger til forsyning af de ca. 250 husstande i Belhi, hvor hver husstand har egen vandmåler der aflæses regelmæssigt, og danner grundlag for betaling af vandforbrug.

Vandforsyningsanlægget har nu kørt i knap 2 år og fungerer upåklageligt.

Historien om BIRD-DWIP projektet, der både for vores nepalesiske partnere med UNDP i spidsen, og for BGN anses for et vigtigt prestige projekt til inspiration andet steds, er blevet fortalt af AEPC og RERL, se videoen “Belhi has a reason to smile”. Videoen er på nepali, med enegelske undertekster. Den varer 6 min.

Videoen nedtoner ganske vist det danske bidrag. Det væsentlige er, ar BIRD-DWIP anlægget i dag står færdigt. Det er nu en udfordring, at sørge for kontinuerlig service og vedligehold – noget, der tit nedtones eller negligeres i Nepal.
Det er til dels en opgave for BGN at sikre dette.

Vandpumpe
Vandpumpe